Verdens brændpunkter var i mange år Meno Olers arbejdsplads – først som soldat i forsvaret og siden som ingeniør i FN-missioner. Det har efterladt ham med posttraumatisk stress og en ødelagt hverdag. Han føler sig svigtet af kommunen og bor nu skjult i en Nordsjællandsk skov.

R egnen hamrer mod presenningen på den primitive skovhytte. Den mørkegrønne farve går i ét med grantræerne. På døren er et mærkat for en krigsveteranforening, og indenfor sidder den 55-årige veteran sammensunket iført militærtøj. Det er ikke længere den danske uniform han har på, men en engelsk. Den var billig på et militært overskudslager. Ved hans side ligger en bog om 30-års krigen, men det meste af tiden stirrer han ind i presenningen foran ham. Meno Olers liv har været domineret af krig - og er det stadig. Men nu foregår krigen kun i hans hoved. Han lider af posttraumatisk stress efter at have arbejdet i krigsområder i mere end ti år. Ud i skoven
Foran døren til Menos hytte sværmer myggene. Det er maj måned, og skoven er levende. »Ja, frøerne har ikke gjort deres arbejde godt nok i år,« siger Meno og langer sin store næve ud efter endnu en myg, der har fundet vej ind gennem sprækkerne ved døren. Meno er en mand, der har levet livet med fuldt tryk på. Han er en mand, der blev sendt ned til lig i gaderne. Han har haft et liv, hvor han kunne stå i Sierra Leone en dag, modtage en telefax fra FN hovedkvarteret i New York og flyve til Eritrea næste dag. En ny krig ventede. »Det er åbenbart det, jeg er god til. Komme ned i lort, få lortet til at fungere, og få det hele bygget op. Og så kommer dem med slips«, siger Meno og et grin tager over, hvor ordene slutter. De dybtliggende øjne lyser i korte glimt op, og afslører den fandenivoldskhed som Meno ledede ingeniørtropperne med i FN-missioner rundt om i verden. Men glimtet falmer hurtigt, og det matte skær vender tilbage og vidner om en mand, der har set og oplevet meget. Sidste vinter fik Meno afslag på en ansøgning om førtidspension, og i frustration tog han i skoven med sit telt. »Den første dag sov jeg 24 timer i træk,« siger han. »Jeg fandt ud af, at jeg havde brug for ro, og at skoven gav mig det.« Siden byggede han hytten af grene surret sammen med ståltråd og beklædt med presenninger. Her boede han hele sommerhalvåret. Og det er planen igen i år. »Herude er livet meget overskueligt, og jeg får mit angstniveau langt ned. Fulgene synger, solen skinner, og det lugter af natur. Her er ingen forventninger om, hvordan jeg skal være. Skoven dømmer dig ikke,« fortæller Meno. »Men lige så snart jeg kommer ind til byen, bliver jeg husket på alt det, jeg ikke kan.« Adrenalin-junkie
Soldaterne peger lyskeglerne mod FN-flaget og råber ud i mørket. Men skuddene stopper ikke. De hamrer uophørligt ind i jordvolden, de gemmer sig bag, og hvisler faretruende gennem grenene over dem. Meno er på patrulje med en gruppe danske soldater, da de kører galt, og skyderiet starter. Efter at have ligget i dækning fra projektilerne i et kvarter, beordrer Meno dem tilbage i bilen. De kører derfra under heftig beskydning, men slipper på mirakuløs vis for skader. Året er 1992, og krigene på Balkan raser efter Jugoslaviens sammenbrud året inden. I de måneder Meno har været udsendt, har der dagligt været skyderier, og raketterne har faret over lejren, men det er første gang han bliver direkte beskudt. »Fra det øjeblik blev det hele mere virkeligt. Det gik op for mig, hvor dødsensfarligt det kunne være,« fortæller Meno. Men han drages også af spændingen. Af at løbe fra mortérnedslag og udføre farlige opgaver som at køre flygtningetransporter. »Jeg bliver en adrenalin-junkie. Det er ikke sjovt eller haha-spændende. Men det er adrenalin-spændende.« Og Meno beslutter sig for, at han aldrig vil hjem til Danmark igen. Han søger arbejde i FN-missionen, og med sin bygningskonstruktøruddannelse får han en ingeniørstilling i Vukovar i det østlige Kroatien. »Da jeg kommer til huset, hvor jeg skal bo, efter min første arbejdsdag, samler jeg min værelseskammerat op fra gulvet; fuldstændig gennembanket,« fortæller Meno, som aldrig havde mødt samboen før. Der havde kort forinden været indbrud. »Og der skulle jeg så sove. Det var første nat.« Den søde lugt i Afrika
I hytten i skoven begynder vandet på gasbrænderen at koge. Meno slukker for den. Én omgang på metalsplitten skal den have. Han kigger under bordet og ved siden af stolen. Hvad fanden… siger han og klør sig på baghovedet. Meno har svært ved at koncentrere sig. På grund af sin posttraumatiske stresslidelse går han ofte i stå. Han læser også langsomt. Og han skal tænke over, hvad der er højre og venstre. Sådan plejede det ikke at være. Lidt efter finder han koppen og sætter et tebrev i den. Det kogende vand hælder han over. Meno arbejdede for FN på Balkan i lidt over et år. Han elskede sit arbejde og gjorde indtryk på cheferne højere oppe i systemet. Så da FN i 1994 besluttede at sende folk til Rwanda efter folkemordet, hvor op mod en million mennesker blev slået ihjel i løbet af hundrede dage, blev Meno hevet ind på kontoret og tilbudt at starte missionen op. »Jeg tænkte fedt mand og sagde ja med det samme. Jeg havde ingen spørgsmål,« siger Meno. Han havde set billederne af folk, der blev slået ihjel på gaden over satellit-tv, og hvis han kunne gøre en forskel, så ville han det. Flybilletten lå klar næste dag. Folkedrabet var kun lige overstået, da Meno kom til Rwanda. Han så ingen levende mennesker i gaderne de første mange dage. Men der lå døde over det hele. »Vores bil måtte zigzagge mellem ligene, og i svingene kom vi ofte til at køre henover nogle,« fortæller han om de første dage i Rwanda. Det var også første gang, han var i Afrika, og han tænkte over, at der lugtede mærkeligt. Meno lader tebrevet dryppe af et par gange. Han snor rutineret tråden om en teske og presser de sidste dråber ud, inden det ryger i skraldespanden, som hænger inden for rækkevide af hans stol. De arbejdede konstant og sov på det primitive kontor. Det var sparsomt med vand, da det skulle flyves ind fra Kenya, og de levede af for gamle militærrationer fra det franske militær. Efter et par uger i landet står Meno på kontorets terrasse og ser solnedgangen. Der stiger røg op fra bålstederne, hvor der bliver lavet mad. »Der slår det mig pludselig,« siger Meno. »Den mærkelige, søde lugt, der er i Afrika, kommer ikke fra bålene eller sådan noget. Det er lugten af lig. Lugten af råddenskab.« Isoleret fra samfundet
Danmark har siden 1992, hvor vi gik ind i NATO-samarbejdet på Balkan, udsendt knap 30.000 soldater til internationale militære operationer. Næsten hver femte af de udsendte oplever at have varige psykiske mén, viser en undersøgelse fra 2012 foretaget af Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, SFI. Livlinen under Hærens Konstabel- og Korporalforening (HKKF) har dagligt kontakt til nogle af de veteraner med de alvorligste psykiske problemer. »Mange oplever, at de er blevet afvist af det offentlige system,« siger Yvonne Tønnesen fra Livlinen. ”Og hvis de er i kontakt med systemet, er det langt fra altid at deres udfordringer bliver forstået. Problemet er jo, at mange faktisk bliver mere syge end nødvendigt, fordi de bliver så pressede og stressede af de krav, som kommunerne har til dem,« siger Yvonne Tønnesen. I 2010 blussede mediebilledet herhjemme op med historier om hjemvendte soldater, som havde det forfærdeligt, og ikke fik den hjælp de havde brug for. Og det vakte især opsigt, at flere krigsveteraner havde slået sig ned i de danske skove. På trods af de veterantiltag, der blev sat i værk, har mange forsat svært ved livet. Og der er altså stadig nogle, som bosætter sig i ly af de danske bøgeblade. Hos livlinen har de for tiden kendskab til ti veteraner, som har valgt skoven som hjem. Det stemmer fint overens med en vurdering fra Naturstyrelsen, som har tilsynet med de offentlige skove i Danmark. »Jeg vil gætte på, at der lever 10-15 veteraner i skovene, men det er et meget usikkert tal, da det ikke er noget, vi undersøger, og de i sagens natur gerne vil skjule sig,« siger Lars Bendix Poulsen fra Naturstyrelsen. Idyllisk badestrand
Menos første tegn på posttraumatisk stress viste sig i slutningen af hans tid i Rwanda. Han havde været der halvandet år, og han begyndte at føle sig udmattet og havde lede ved det arbejde, han ellers elskede. Men hjem skulle han hvert fald ikke. Han sagde derfor ja til at komme til FN-missionen i Angola. Det var juleferie, da han kom til landet, og der var intet at tage sig til. Nogle kammerater fra tiden på Balkan var også i Angola, og de tilbød at tage ham med til ud til havet. »Der sad jeg på den her idylliske, hvide sandstrand med palmer og alt muligt, og der kunne jeg ikke holde den mere. Jeg tudbrølede i halvanden time,« fortæller Meno. Det var oplevelserne fra Balkan og Rwanda, der havde hobet sig op. Han var gået en tur på sandstranden, og for første gang i flere år kunne han slappe af. »Det sammenbrud var hårdt. For pludselig gik det op for mig, at der var noget galt. Men hvad anede jeg ikke. Jeg vidste ikke en skid om posttraumatisk stress og alt det der. Jeg kunne bare mærke, jeg var langt ude.« Der går mange år, før Meno finder ud af, hvad der er galt. Og i mellemtiden bliver der presset endnu mere ned i den indre stressgryde, der allerede er kogt over. Angstens gazellespring
Militærstøvlerne skrider sagte henover skovbunden uden at træde på nogen grene. Meno holder af bevæge sig lydløst rundt og snige sig ind på dyrene. Dagene i skoven ligner hinanden. Normalt sover Meno tolv timer, men hvis han har været aktiv dagen før, for eksempel med møde på kommunen, bliver det til nogle timer mere. Han spiser sin mysli med langtidsholdbar mælk, drikker en kop te og børster tænder. Hver anden dag bliver håret vasket med vand fra en drikkedunk. Lugten under armene klares med natron. Når morgenens ritualer er overstået, sidder han i sin stol eller læser en bog. På overskudsdage kan han finde på at tage på cykeludflugt til en af de nærliggende byer. Og ellers går han ture i skoven. Under missionen i Angola mødte Meno sin tredje kone. Arbejde eller kedsomhed kom i vejen i de tidligere ægteskaber. Og da han efter halvandet år vendte tilbage til Danmark, var det sammen med hende. De fik en lejlighed i Brøndby Strand og han et arbejde som byggesagsbehandler i kommunen. Han indstillede sig på et normalt liv, men oplevelserne fra udsendelserne slap ikke så let sit tag. Mange år med arbejdsuger på 70-80 timer og en hverdag med konstant spænding, bombetrusler, frygt for miner, folk omkring sig, der bliver overfaldet eller dræbt, og venner, der får halsen skåret over – dokumenteret på youtube-videoer - havde sat sine spor. »I missionerne var jeg i den der tilstand af konstant alertness. Man er på hele tiden. Og når man kommer hjem til Danmark, er man stadig på. Så går du ned ad strøget, og du er stadig på. Når jeg kører i bus eller tog, har jeg katastrofetanker. Jeg ser i slowmotion togvognene krølle sammen, og jeg har altid styr på, hvor nødudgangene er, og hvad jeg skal gøre,« fortæller Meno og hiver et strå op af jorden og tager en bid af det friske skud. »Jeg lytter også altid efter, hvad der sker rundt om mig. Er der stemmer? Eller kommer nogen løbende?” Lige nu er der kun lyden af skovens småfugle, som kvidrer om kap. Efter hjemkomsten til Danmark fik Meno sit første angstanfald. »Jeg troede, jeg skulle dø,« siger Meno og smider græsstrået væk. »Jeg kunne ikke trække vejret og sprang ud af sengen som en gazelle med hjertebanken og vejrtrækningsproblemer. Det føltes som en, der holdt mig i benene ud over en altan og råber, nu slipper jeg dig kraftedeme!« »Jeg troede måske, jeg havde et alvorligt problem med hjertet, eller hvad fanden ved jeg. Der var ikke nogen, der talte om posttraumatisk stress dengang,« siger Meno. Hans læge mente, det forsvandt af sig selv igen. Den posttraumatiske stresslidelse har medført, at han ikke længere har følelser for andre mennesker. »Jeg er kold. Kærlighed til andre mennesker er forsvundet. Think that! Kærlighed - farvel med den. Jeg føler heller ikke glæde mere. Den der indre glæde, man kan have, den er farvel. Den har jeg ikke haft i mange, mange år,« siger Meno og griner et kort, fnysende grin som for at holde en distance til sin tragiske tilværelse. I samme periode fik de deres første søn, Sune. Meno klippede navlestrengen over, da han blev født. »For mig var det bare en opgave. For min kone var det et livs åbenbaring«, siger Meno. »Jeg følte nada,« siger han og understreger det ved at lave en cirkel med pege- og tommelfingeren. Inden Sune er fyldt et år, er Meno tilbage i FN-missionerne. Det bliver til tre år i Sierra Leone, Eritrea, Etiopien og Afghanistan. Tre år med ekstremt arbejdspres, koncentrationsproblemer og et indre alarmniveau, der aldrig falder til ro. Når han har fri, vil han væk. Alene. Eller nærmere væk fra folk med forventninger. Han holder af at være blandt harpunfiskere på Sierra Leones strande eller blive vartet op i bølgebliklandsbyer i Etiopiens ørken. Han ser familien et par gange om året på ferier, og på en af dem bliver hans anden søn født. Det føles af lige så lidt som første gang. »Det er en underlig følelse. Fuldstændig afstumpet. Jeg tror, at det er fordi, jeg har oplevet så mange ting… Der kommer en musvåge,« afbryder Meno sig selv og følger den med øjnene over lysningen i skoven. Da den er væk, fortsætter han. Nu med øjnene mod jorden. »Det er en underlig fornemmelse ikke at ville for tæt på folk. Ikke at ville for tæt på sine børn, fordi man ved tingene kan gå galt. Sådan en underlig fornemmelse.« Børnene, der i dag er 12 og 15 år, har ikke været ude i skoven hos ham, men Meno har talt med dem om, at de kan komme på besøg. Han ser dem cirka en gang om måneden, men det er ikke fast. Fra tomme vægge og våde lagner til magtesløst limbo
Da Meno for lidt over ti år siden vendte tilbage til Danmark efter sin sidste FN-mission, var han udbrændt. Han fik angstanfald ud af den blå luft og havde ikke lyst til noget. Han forsøgte sig med forskellige småjobs. Først i flisebranchen og senere som maler. Ingen af delene fungerede. Og efter at have været i Danmark et lille års tid flyttede han fra familien. Han kunne ikke håndtere forventningerne, der var i dagligdagen, og konen var tosset over, at han havde haft utallige elskerinder, mens han var i Afrika. Årene efter flakkede Meno mellem forskellige venner. Tiden var domineret af angstanfald, svedvåde lagner om morgenen og krampe i benene; dagene forsvandt med at stirre ind i vægge, og han så sjældent sine børn. Når han havde det værst, føltes det som, at han gik inde i en flaske. »Det var som en tyk, tyk væg. Det var som om, jeg kunne mærke den. Den kunne blive så tyk, at den blev helt grøn; som en lysegrøn flaske,« forklarer Meno. »Så gik jeg rundt derinde, og alt var helt sløret.« Til sidst endte han med at gå til læge og meldte sig samtidig på kontanthjælp. Det er nu syv år siden. I mellemtiden har Meno været i behandling hos psykologer og psykiater og lært, hvorfor han har det, som han har det. Og erkendt at det nok aldrig bliver bedre. I løbet af de syv år er det også blevet til rigtig mange møder i jobentre i Københavns Kommune. »Og jeg har mødt næsten lige så mange sagsbehandlere,« fortæller Meno. Han har hørt en masse om aktiveringsplaner, iværksættelsesprogrammer, tværfaglige profiler og ressourcemøder, for minimum hver tredje måned skal kommunen evaluere hans situation. En enkelt gang har han været i arbejdsprøvning, men det var ingen succes. Han boede på det tidspunkt på et herberg på Amager, hvor der var sørget for mad og indkøb. Han skulle opdatere Søndagsavisens hjemmeside tre til fem dage om ugen. I starten arbejdede han to timer om dagen, men det blev sat ned til halvanden time, og han havde mange syge- og hjemmearbejdsdage. »Når jeg alligevel kunne være der så meget, var det fordi min hverdag var ordnet. Jeg fik mad på herberget, og jeg kunne låne min brors bil, så jeg ikke skulle med det offentlige. Jeg havde ingen forpligtelser. Jeg skulle bare hjem og sove,« fortæller Meno. Efterfølgende har han fundet ud af, at han ikke må sættes i arbejdsprøvning, når det forværrer hans situation. Og det mener han, det gør. Alene det at skulle til møderne på kommunen er opslidende for ham. Meno møder pligtmæssigt op til hvert møde, men han har intet håb om, at de kan hjælpe ham i arbejde. »Det er jo permanent det her,« siger Meno om sin psykiske tilstand. »Jeg føler mig som en brik i et spil, hvor jeg bliver kastet fra den ene afdeling til den anden. Jeg står i sådan et limbo, fuldstændig magtesløs.« »Da jeg meldte mig på kontanthjælp for syv år siden, troede jeg, at jeg skulle have hjælp, for nu kunne jeg ikke mere. Jeg troede ikke, jeg skulle bolles i røven,” siger Meno om sine oplevelser med det kommunale system. Han håber på snart at få tilkendt førtidspension, men årene har lært ham ikke at have for høje forventninger. »Jeg drømmer om at bo i et lille sommerhus og leve en stille og rolig tilværelse til mine dages ende. Det kan godt være, det er en naiv drøm, men sådan tænker jeg.« Svanesøen
Dybt inde i skoven ligger en sø. Et svanepar har bygget rede i den, og Meno kalder den for Svanesøen. Han kommer her af og til på sine ture. Sidst lå han på ryggen i græsset. I dag ser han på svanerne, der glider gennem vandet. Et par kridhvide gæster, der har slået sig ned midt i den tætte skov, men som ikke rigtig passer ind - lidt som Meno selv. Frøerne begynder at kvække; først en enkelt, så stemmer flere i og et rungende inferno rejser sig hele søen rundt. Det stopper lige så pludseligt, som det startede. Svanerne flyder upåvirket videre gennem det dybsorte vand, og den ene stikker elegant sin lange hals under overfladen. »Se, hvor roligt et liv de har«, siger Meno. »De skal ikke noget.« Han betragter dem lidt længere og vender så læderstøvlerne hjem mod skovhytten.